Post by vonhakke on Aug 9, 2011 0:37:07 GMT 2
Jeg er ny her og dette er min første FF, håber i kan lide den.
Historien handler om en ung asari's første stationering på et rumskib kun bestående af mennesker.
Hun havde altid været den bedste i sin klasse. Hun havde altid været den bedste i sin division. Hun havde altid været den bedste. Hun, Siara Josephine Richards , var den bedste. Hun havde dog ikke følt sig som den bedste siden hun var blevet stationeret på SSV ICARUS. Hun havde kvalme hele tiden, hun følte sig ikke velkommen af de andre besætnings medlemmer og hun magtede ikke det ansvar hun var blevet givet. Hun følte sig svag, meget svag. ”RICHARDS, MØD OP PÅ KOMMANDO DECKET OMGÅENDE” Lyden kom fra skibets interkom, hun vidste at når hun skulle møde op på kommando decket var der noget galt, Kaptajnen hadede hende, det havde hun kunne fornemme siden dag 1 på skibet, den måde han kiggede på hende. Hun vidste ikke om det var hende eller hvad hun var han hadede, men han hadede hende. Hun gik lige så langsomt fra sin post ved maskinrummet op mod kommando decket. Hun gik forbi sine kollegaer og følte deres øjne i hendes nakke, de smilte. De vidste godt at Kaptajnen ville hende noget, de håbede sikkert hun ville blive fyret. De hadede hende også. Hendes tænker kørte rundt i hendes hoved, hun stod nu foran kommando deckets dør. Skulle bare tage sig sammen til at åbne døren. Hun lagde hånden på døren og hørte døren svare ”Richards, Siara, Engineer” døren delte sig nu i to og trak sig fra hinanden. Og hun kunne gå ind på kommando decket. Hun sank en klump, ”D-d-de ville se mig Kaptajn Duvèll?” Hun kunne selv høre frygten i sin stemme. Der var to andre personer i rummet udover hende og kaptajnen, hun kendte ingen af dem. ”Ja, Richards. Jeg ville tale med dig om dit arbejde her, du har nu arbejdet her i 3 mdr. ikke sandt” ”Jo kaptajn Duvéll” ”Godt, det vil sige at din tid her er forbi, jeg behøver ikke have dig her længere, derfor sender jeg dig bort” ”Hv-hvad mener de?” Hun kunne mærke hvordan hun havde lyst til at kaste op, ”Jeg mener at hvis jeg nu skal være helt ærlig så kan jeg ikke kan lide din slags, du er ikke menneske, din mor var måske menneske, men din Far eller hvad fanden jeres slags kalder det er ikke” Hun kunne mærke tårerne begynde at presse på, hvordan kunne han sige sådan noget? ”Jeg havde kontrakt på at du skulle være her i 3 mdr. og da det er sket sender jeg din nu bort. Vi passere Ilium om halvanden time, der skal du være pakket og klar til at blive sendt afsted i en nødkapslen, forstået?” Hun kæmpede for ikke at græde. ”Nø-nødkapsel?” ”Ja nødkapslen, gider ikke spilde tid på at skulle sætte dig af. Halvanden time, forstået?” ”J-ja forstået” ”Træd af” Hun skyndte sig hen til hendes seng i sovekabinen hun kunne mærke tårene løbe ned af sine kinder, hun pakkede sine ting hurtigt. Hun var glad for ingen andre var i sovekabinen, hun havde det dårligt med at hun var begyndt at græde, hun håbede ikke at hun var begyndt at græde oppe på kommando decket. Tårene løb hurtigere og hurtigere ned af hendes kinder, hun tørrede sine kinder og kæmpede for at holde op med at græde. Hun samlede sine tasker op, og vendte sig rundt imod døren, hun stoppede op da hun så spejlet, hendes blå ansigt stirrede tilbage i ansigtet på hende. Hun var Asari, det havde aldrig været et problem før, hun havde altid fået at vide at hun var blå som en skyfri himmel på planeten jorden, men nu følte hun sig ikke smuk, hun var ikke længere stolt over at være asari, hun skammede sig. Hun forlod kabinen med taskerne i hånden og gik hen imod nødkapslerne, hun stoppede op ved dame toiletter fordi hun hørte nogen snakke på den anden side af døren, ”ja den blå so bliver sendt væk” ”Det var også på tide, hadede at se hendes blå klamme fjæs på gangene, jeg mener hun er jo..” Siara skyndte sig videre, hun ville ikke høre mere, tårene var begyndt at løbe igen. Hun satte sig ved nødkapslerne og ventede. Hun var i sine egne tanker og opdagede ikke at nogen satte sig ved siden af hende. Det var først da han sagde noget at hun opdagede han var der. ”Jeg hører du bliver sendt væk” Hun kiggede på ham, hun havde set ham før, han var kok på skibet, han var faktisk en god kok. ”j-ja” hendes svar lød meget knust, det virkede som om at kokken kunne mærke det fordi han gav hende en knus, det var et langt knus, da han endelig gav slip stirrede han dybt i hendes øjne, tørrede hendes kinder og kyssede hende, et langt og varmt kys. Hun var forvirret, hvorfor kyssede han hende? ”H-hvorfor gjorde du det?” spurte hun, ”Du må undskylde hvis jeg trængte mig på, men jeg har set dig i 3 mdr. og haft lyst til at kysse dig, og nu er det måske sidste gang jeg ser dig, så jeg tænkte, Hey hvorfor ikke?” Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men hun hørte sig selv mumle ”Hv-hvorfor v-v-ville du k-kysse mig?” Hun havde aldrig stammet så meget før, hvorfor gjorde hun det nu? ”ved jeg ikke, måske fordi dit smukke ansigt og din smukke hud mindede mig om himlen på jorden” ”V-ved du hv-hvad j-jeg he-hedder?” Hold dog op med at stamme for fuck sake, tænkt hun for sig selv. ” Siara Josephine Richards” sagde han med et smil ”Okay s-så du ved jeg hedder, men hvad hedder du?” hun havde fået bedre styr på sin stammen. ”James Glenn” svarede han stolt. Det var nok for hende, hun kyssede ham. Hun kunne lide hans kys og hans hånds berøring ved hendes kind. Måske havde hendes stationering på SSV ICARUS ikke været den værste oplevelse i hendes liv, Måske var det den bedste.
Historien handler om en ung asari's første stationering på et rumskib kun bestående af mennesker.
Hun havde altid været den bedste i sin klasse. Hun havde altid været den bedste i sin division. Hun havde altid været den bedste. Hun, Siara Josephine Richards , var den bedste. Hun havde dog ikke følt sig som den bedste siden hun var blevet stationeret på SSV ICARUS. Hun havde kvalme hele tiden, hun følte sig ikke velkommen af de andre besætnings medlemmer og hun magtede ikke det ansvar hun var blevet givet. Hun følte sig svag, meget svag. ”RICHARDS, MØD OP PÅ KOMMANDO DECKET OMGÅENDE” Lyden kom fra skibets interkom, hun vidste at når hun skulle møde op på kommando decket var der noget galt, Kaptajnen hadede hende, det havde hun kunne fornemme siden dag 1 på skibet, den måde han kiggede på hende. Hun vidste ikke om det var hende eller hvad hun var han hadede, men han hadede hende. Hun gik lige så langsomt fra sin post ved maskinrummet op mod kommando decket. Hun gik forbi sine kollegaer og følte deres øjne i hendes nakke, de smilte. De vidste godt at Kaptajnen ville hende noget, de håbede sikkert hun ville blive fyret. De hadede hende også. Hendes tænker kørte rundt i hendes hoved, hun stod nu foran kommando deckets dør. Skulle bare tage sig sammen til at åbne døren. Hun lagde hånden på døren og hørte døren svare ”Richards, Siara, Engineer” døren delte sig nu i to og trak sig fra hinanden. Og hun kunne gå ind på kommando decket. Hun sank en klump, ”D-d-de ville se mig Kaptajn Duvèll?” Hun kunne selv høre frygten i sin stemme. Der var to andre personer i rummet udover hende og kaptajnen, hun kendte ingen af dem. ”Ja, Richards. Jeg ville tale med dig om dit arbejde her, du har nu arbejdet her i 3 mdr. ikke sandt” ”Jo kaptajn Duvéll” ”Godt, det vil sige at din tid her er forbi, jeg behøver ikke have dig her længere, derfor sender jeg dig bort” ”Hv-hvad mener de?” Hun kunne mærke hvordan hun havde lyst til at kaste op, ”Jeg mener at hvis jeg nu skal være helt ærlig så kan jeg ikke kan lide din slags, du er ikke menneske, din mor var måske menneske, men din Far eller hvad fanden jeres slags kalder det er ikke” Hun kunne mærke tårerne begynde at presse på, hvordan kunne han sige sådan noget? ”Jeg havde kontrakt på at du skulle være her i 3 mdr. og da det er sket sender jeg din nu bort. Vi passere Ilium om halvanden time, der skal du være pakket og klar til at blive sendt afsted i en nødkapslen, forstået?” Hun kæmpede for ikke at græde. ”Nø-nødkapsel?” ”Ja nødkapslen, gider ikke spilde tid på at skulle sætte dig af. Halvanden time, forstået?” ”J-ja forstået” ”Træd af” Hun skyndte sig hen til hendes seng i sovekabinen hun kunne mærke tårene løbe ned af sine kinder, hun pakkede sine ting hurtigt. Hun var glad for ingen andre var i sovekabinen, hun havde det dårligt med at hun var begyndt at græde, hun håbede ikke at hun var begyndt at græde oppe på kommando decket. Tårene løb hurtigere og hurtigere ned af hendes kinder, hun tørrede sine kinder og kæmpede for at holde op med at græde. Hun samlede sine tasker op, og vendte sig rundt imod døren, hun stoppede op da hun så spejlet, hendes blå ansigt stirrede tilbage i ansigtet på hende. Hun var Asari, det havde aldrig været et problem før, hun havde altid fået at vide at hun var blå som en skyfri himmel på planeten jorden, men nu følte hun sig ikke smuk, hun var ikke længere stolt over at være asari, hun skammede sig. Hun forlod kabinen med taskerne i hånden og gik hen imod nødkapslerne, hun stoppede op ved dame toiletter fordi hun hørte nogen snakke på den anden side af døren, ”ja den blå so bliver sendt væk” ”Det var også på tide, hadede at se hendes blå klamme fjæs på gangene, jeg mener hun er jo..” Siara skyndte sig videre, hun ville ikke høre mere, tårene var begyndt at løbe igen. Hun satte sig ved nødkapslerne og ventede. Hun var i sine egne tanker og opdagede ikke at nogen satte sig ved siden af hende. Det var først da han sagde noget at hun opdagede han var der. ”Jeg hører du bliver sendt væk” Hun kiggede på ham, hun havde set ham før, han var kok på skibet, han var faktisk en god kok. ”j-ja” hendes svar lød meget knust, det virkede som om at kokken kunne mærke det fordi han gav hende en knus, det var et langt knus, da han endelig gav slip stirrede han dybt i hendes øjne, tørrede hendes kinder og kyssede hende, et langt og varmt kys. Hun var forvirret, hvorfor kyssede han hende? ”H-hvorfor gjorde du det?” spurte hun, ”Du må undskylde hvis jeg trængte mig på, men jeg har set dig i 3 mdr. og haft lyst til at kysse dig, og nu er det måske sidste gang jeg ser dig, så jeg tænkte, Hey hvorfor ikke?” Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men hun hørte sig selv mumle ”Hv-hvorfor v-v-ville du k-kysse mig?” Hun havde aldrig stammet så meget før, hvorfor gjorde hun det nu? ”ved jeg ikke, måske fordi dit smukke ansigt og din smukke hud mindede mig om himlen på jorden” ”V-ved du hv-hvad j-jeg he-hedder?” Hold dog op med at stamme for fuck sake, tænkt hun for sig selv. ” Siara Josephine Richards” sagde han med et smil ”Okay s-så du ved jeg hedder, men hvad hedder du?” hun havde fået bedre styr på sin stammen. ”James Glenn” svarede han stolt. Det var nok for hende, hun kyssede ham. Hun kunne lide hans kys og hans hånds berøring ved hendes kind. Måske havde hendes stationering på SSV ICARUS ikke været den værste oplevelse i hendes liv, Måske var det den bedste.
Attachments:
